Amager Bryghus’ Hr. Frederiksen er en “Imperial Stout” efter amerikansk forbillede. Den har et tæt og cremet lysebrunt skum, som efterlader pikante blonder i glasset, efterhånden som det modstræbende lægger sig. Den er kulsort og byder på masser af brændt malt og en velbalanceret bitterhed.
Amager Bryghus har “proppet” denne stout med hele 8 forskellige malte, og det er de sorte og brændte, der giver øllet både dets farve og den nærmest ekstreme fylde – dette er nærmest et fuldbyrdet måltid på flaske. Også bitterhed leverer de brændte malte sekunderet af amerikansk Centennial humle.
Hr. Frederiksen bør dog nydes langsomt og ved den rette temperatur, så får du en behagelig varme i hele kroppen.